
- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Besøg på Tremhøj Museum
Vi er kommet til det sidste arrangement inden sommerferien.
Turen går denne gang til Tremhøj Museum lørdag den 21. juni. Vi mødes på Tremhøjvej 41, Tvingstrup, 8700 Horsens kl. 10. Arrangementet varer 2-3 timer. Medbring praktisk beklædning, evt. madpakke og drikkevarer. Tilmelding til undertegnede på janmarx58@gmail.com eller på Facebook.
Bestyrelsesformand Jens Bagge, vil give en rundvisning og fortælle om Tremhøj museet og de mange fund, der er gjort i området.
Tremhøj Museum er et mindre men meget spændende lokalt museum, som nok de færreste kender til.
Tremhøj Museum er opstået som et projekt og har til formål at formidle information og viden om oldtiden ved Horsens Fjord og især omkring Tvingstrup-Haldrup og derved give besøgende arkæologiske og kulturhistoriske oplevelser samt naturoplevelser.
Initiativet til at starte et nyt museum i nærheden af Horsens kommer fra Jens Bagge, i et samarbejde med Museumsforeningen Tremhøj.
Jens Bagge er planteforædler, landmand, biavler og amatørarkæolog og medlem af Østjydske Amatør Arkæologer, Aarhus og formand for LAG Horsens – Horsens Lokale Aktionsgruppe for udvikling i landdistrikterne.
Jens Bagge har med stor omhu helt tilbage fra barndommen samlet mange oldsager på den fædrene jord.
Den store interesse for amatørarkæologi mundede i 2014 ud i etableringen af Tremhøj Museum i en kampestenslænge fra 1865 på slægtsgården Malenelyst.
Hvorfor navnet Tremhøj?
Tremhøj er en markant Gravhøjen, der har givet navn til Tremhøj Museum.
Tremhøj er en stor bronzealderhøj, der ligger 100 meter over havet nord for Horsens Fjord. Højen er bevokset med enkelte gamle bjergfyr og er meget markant i landskabet. Således kan Tremhøj ses både fra båd ude på Horsens Fjord, men også fra mange steder inde i landet omkring Horsens. Udsigten fra Tremhøj er fremragende, og tillader vejret går vi en tur til gravhøjen.
Med venlig hilsen
Jan Marx Rasmussen